Min krop siger fra, men mit hoved vil gerne blive på jobbet. Hvilke muligheder har jeg?

19-06-2024
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Hej  

Jeg fik for treogethalvt år siden konstateret brystkræft. En type der gjorde, at jeg skulle igennem operation, kemo, stråler, Herceptin og antihormoner. 

Jeg vendte tilbage til mit job,og var på fuld tid efter et par måneder. Fik fortsat behandlinger det næste halve år.   

Det har gået rimeligt. Jeg har haft nogle sygeperioder, hvor jeg er syg i ca fjorten dage af gangen, med let feber og smerter i knogler og muskler.  

Siden jul har jeg haft tre gange fjorten dage af disse og har netop været sygemeldt i en måned, hvor jeg har været igennem udredning for evt. tilbagefald, hvilket heldigvis blev udelukket.  

Er nu begyndt i optrapning for ca fjorten dage siden, men begynder så at få allergiske reaktioner med udslæt over det meste af min krop.  

Min læge siger, at det er stress og at jeg ikke skal trappe mere op pt. 

Jeg er i et lederjob, hvor det er svært at være på nedsat tid, da opgaverne jo ligger der, når jeg kommer tilbage.  

Jeg er i syv sind og kan ikke finde ud af, hvordan jeg klogest kommer videre.  

Jeg er ved at forstå, at min krop siger fra, men mit hoved vil så gerne være på jobbet.  

Hvilke muligheder har jeg?  

Jeg kan åbenbart ikke holde til mit job, men kan jeg sige mit job op, uden at få karantæne, og hvad og hvordan kommer jeg så videre?  

Håber, at du har nogle gode løsningsforslag.  

Mvh 

Svar:

Mange tak for din spørgsmål - jeg ved, at mange andre kan kende dine tanker og spekulationer.  

Det er store spørgsmål, som er super indviduelle og kontekstafhængige ift. mulighedspaletten, da det i høj grad afhænger af arbejdspladsens muligheder og ressourcer ift. evt. fastholdelse. Dernæst hvad du ønsker dig og hvilke rammer du trives bedst med at arbejde under – dette altså såfremt du overhovedet ved det endnu. Det kan nemlig også være en rejse i sådan en proces, som du står i lige nu.  

Med det sagt, så kan jeg desværre ikke fortælle dig hvad du skal og nødvendigvis heller ikke hvad du kan, men jeg kan give dig nogle retninger at tænke i og gå hen ad. Jeg håber, at det kan hjælpe dig i din beslutningsproces.  

  • Ift. hvilke muligheder du har, ud fra den situation og de ønsker som du beskriver, kan du overveje følgende: 
  • Gå i dialog med din arbejdsgiver om dine muligheder for at blive på arbejdspladsen og evt. i jobbet, men med nødvendige ændringer i forhold til opgaver, arbejdstid, arbejdsmængde mv. Dette med udgangspunkt i dine behov for, at du kan hænge sammen i jobbet på den lange bane. 
  • Gå i dialog med din arbejdsgiver om mulighederne for at blive i virksomheden og evt. omplacering til en anden funktion, som måske bedre kan imødekomme de hensyn, som du har brug for at fungere optimalt som menneske og på arbejde.  
  • I ovenstående kontekst, kan du gå i dialog med arbejdsgiver og jobcenter om eventuelle handicapkompenserende ordninger, som eks. personlig assistance, hjælpemidler eller §56 aftale, for at se, om det kan hjælpe dig med at bibeholde dit nuværende job. 
  • Hvil i din delvise sygemelding og brug tiden på at mærke efter i dig selv ift. hvilke behov du har for at fungere på arbejdsmarkedet. Gå i dialog arbejdsgiver og evt. Jobcentret omkring hvilke muligheder de ser, at du har ift. din nuværende situation, behov og drømme. 
  • Overvej om du skal noget helt andet arbejdsmæssigt. Du kan drøfte dine muligheder med din fagforening eller a-kasse.  
  • Ift. Om du kan sige dit job op uden at få karantæne, skal du rådføre dig med din a-kasse. Der findes gyldige begrundelser for opsigelse af ansættelsesforhold, hvor du ikke ender i karantæne, men om du er omfattet heraf, skal du drøfte med din a-kasse.  

Deruover kan du I din a-kasse og eventuelle fagforening få råd og vejledning ift. din videre færden på arbejdsmarkedet. Dette især, hvis du tænker, at du skal lave noget andet end det du gør nu og du er klar til at søge arbejde. 

Oplever du, at du fortsat ikke kan stille dig til rådighed for arbejdsmarkedet - og Jobcentret ift. din sygemelding er enig heri - vil du kunne få samme type råd og vejledning i Jobcentret ift. andre brancher, funktioner eller vilkår for din fremtidige arbejdsmarkedstilknytning.  

Drømmer du om omplacering eller opkvalificering, er du bedst hjulpet i din a-kasse og fagforening, idet du ofte ikke kan være sygemeldt og samtidig tage uddannelse eller lignende.  

Afrundingsvis vil jeg opfordre dig til at gå i dialog med professionelle som eks. egen læge eller en psykolog, for at få støtte i processen og hjælpe dig med at finde din vej til at kunne fungere på arbejdsmarkedet længe endnu. Det er også en erkendelses- og acceptproces, som næsten altid er godt hjulpet sammen med uvildige professionelle, som kan bidrage med gode redskaber og perspektiver.  

Om det er på nedsat tid, i anden funktion, andre opgaver eller nye omgivelser.. Svaret  er dit, men ikke nødvendigvis et du finder lige med det samme. Jeg håber ovenstående giver dig retning og lidt mere overblik over, hvor du kan bevæge dig hen ud fra din nuværende position.  

Jeg håber, at du finder din vej og at du lander lige præcis der, hvor du trives og hører hjemme.  

Al god vind fremover.  

De bedste hilsner 
Rebecca  

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her