Anmeldelse af bogen “Når livet vælter”

Bestyrelsesmedlem, Randi Lindeneg har skrevet en anmeldelse af bogen "Når livet vælter".

""

Forfatter: Mona Muusmann Petersen
Forlag: Trykværket
Udgivelses-år: 2021
Bogen kan købes hos boghandlere, via forfatterens hjemmeside.
Bogen fås også som e-bog.
Forfatterens hjemmeside: www.monamuusmann.dk 

Anmeldelse af Randi Lindeneg: 

Når man har læst Mona Muusmann Petersens nye bog “Når livet vælter”, sidder man tilbage dybt berørt, men også med en overvældende følelse af stor taknemmelighed og glæde over livet.

I bogen fortæller Mona Muusman Petersen ærligt og indlevende om sit eget kræftforløb. Ikke bare et forløb, men tre forløb, hvor det sidste i 2013 blev diagnostiseret som uhelbredeligt.

Mod alle odds lever Mona Muusmann Petersen i dag på syvende år. Efter de ni omgange kemobehandlinger tilbage i 2013, har kræften stort set og heldigvis stået stille.

I dag lever Mona Muusmann Petersen et “godt og meningsfuldt liv”, som hun beskriver og fortæller så fint og ærligt om i sin nye bog.

Som læser bliver man undervejs og konstant mindet om, hvor skrøbeligt livet er, men også smukt og unikt. En balance, der kan være svær at beskrive på skrift, men som forfatteren formår at gøre gribende og indsigtsfuldt.

Bogen er delt ind i kapitler, der tager læseren med ind i de mange forskellige og svære perioder og overgange, der de sidste mange år har været en del af forfatterens liv - sammenholdt med de tanker og følelser, der er forbundet med en så definitiv diagnose: Chokket. Angsten og fortvivlelsen. Det, at falde ned i et sort hul, for at kravle op igen og genfinde livsglæden.

Mona Muusmann Petersen er et menneske, der på trods af sygdommen, har bevaret sit livsmod, sin glæde og ikke mindst viljen til at leve. Ikke bare engang imellem, men hver eneste dag.

Det er en stor gave at læse Mona Muusmann Petersens bog. Det er en bog, man ikke glemmer lige med det samme. Tværtimod.

Det er en bog, der holder læseren stædigt fast i, at livet er vigtigt og smukt - også når det vælter.

Mona Muusmann Petersen

I dag holder Mona Muusmann Petersen foredrag, hun har været medlem af Patient-pårørenderådet for Kræftområdet på Vejle Sygehus i omkring 6 år og været formand i 3 år. Dertil er Mona Muusmann Petersen, som den første i Danmark, også æresmedlem i patient-pårørenderådet.

Mona Muusmann Petersen besidder også en bestyrelsespost i Det regionale Center for Fælles Beslutningstagning og er desuden tovholder i Senfølgerforeningens netværksgruppe i Syd- og Sønderjylland.